Hvordan tackler man de forskellige udfordringer, når parret bliver til en lille familie? Hvordan skaber man fælles tilværelse, hvor parforholdet ikke er reduceret til en ekstra ting, som man skal huske at dyrke ved siden af familielivet?
Konkret og opmuntrende bog, der giver svar på mange af de spørgsmål der opstår, når to bliver til tre.
Bogen kan hjælpe dig til at forstå de mange processer, der starter ved ændringen til forældreskab:
- Parforholdsproblemer
- Forældreskab
- Nybagte forældre
- Familieliv
- Bedsteforældre
- De første år af forældreskabet
- Trivsel
- Omsorg
- Graviditet
- Konflikter og uenigheder
Forord:
Det er en stor forandring at gå fra at være kærester til at være forældre sammen. Når to mennesker skal tage sig af et tredje, barnet - og måske et fjerde og et femte - og samtidig sørge for, at alle trives, står de over for omfattende, uundgåelige og nødvendige omstillings- og udviklingsprocesser. Måske livets største udfordring i en nøddeskal. Hvordan skaber man et familieliv og et fælles forældreskab, som man selv og de andre i familien er tilfredse med? Hvordan sikrer man sig også at nyde de mange dejlige stunder i familien i en periode, hvor man har allermest travlt?
Som psykologer er vi i vores arbejde med familier blevet klar over, at forældre sjældent tænker på, at de er midt i en udviklingsproces, når de undrer sig over de mange vanskeligheder, der opstår i kølvandet på forældreskabet. Hvis forældre får forståelse for, at det at opbygge et forældreskab og et tilfredsstillende familieliv er en proces, som er nødvendig, og som tager tid, er det vores erfaring, at de kan se med lidt mildere øjne på de mange uoverensstemmelser og konflikter, som også hører til. Vi tror samtidig, at de bedre kan klare den store udfordring, det er at leve sammen som familie, hvilket jo er de flestes ønske.
Vi kan blive taget til indtægt for, at kernefamilien er den eneste saliggørende måde at leve på. Sådan ser vi det ikke, men vi ved fra vores eget liv og vores arbejde, at langt de fleste forældre har netop det ønske, når de får børn, at kunne forblive sammen som par. For børnenes skyld, men også for deres egen og for at kunne være sammen, når børnene engang selv får børn og dele glæden over det. Bogens hensigt er at inspirere til at gøre det lidt mere sandsynligt - og i bedste fald også lidt nemmere - at blive sammen.
Denne bog beskriver, i kraft af konkrete eksempler, de mange udfordringer, man uundgåeligt står overfor, når man forsøger at etablere og skabe et tilfredsstillende familieliv og et fælles forældreskab. Derudover giver bogen bud på og ideer til, hvordan man tackler nogle af de vanskeligheder, der kan opstå, så livet som familie opleves mere meningsfuldt, og samtidig kan blive en proces, som både den enkelte selv og parret sammen har indflydelse på. Det er således parret/forældrene, der er i fokus. Parforholdet opfattes ikke som noget, man skal huske at dyrke ved siden af familielivet, tværtimod betragtes det som en del af og som basis for familielivet.
Vi ønsker at skabe forståelse og respekt for den opgave, det er at skabe en familie, så den kan få den prioritet og opmærksomhed i forældrenes liv, som den fortjener. Så familielivet kan blive det fundament i tilværelsen, som både forældre og børn har gavn og glæde af, også når de skal varetage de mange andre roller og forpligtelser, som findes uden for familien.
Tak til de mange forældre og familier, som har medvirket til bogen. Tak til vores venner og kolleger for hjælp, støtte og inspiration. Ikke mindst tak til vores ægtefæller og til vores børn, som har været vores allerbedste læremestre.
Lisbeth Liebmann og Gitte Haag
|